Darwins dilemma
Fjernsyn og naturhistoriebøger prøver at fortælle os, at livet skulle være opstået her på jorden for mange millioner år siden. Charles Darwin finpudsede denne teori og udgav i 1859 sin verdensberømte bog “Arternes oprindelse”. Bogen forklarer, at laverestående individer skulle have udviklet sig til højerestående dyr og senere til os mennesker. Det skete ud fra de små forandringer (mutationer), som alt afkom har i forhold til forældrene. Man kunne tænke sig, at en mus skulle have udviklet sig til en flagremus, men det ville kræve mange mellemled. Disse millioner af mellemled mangler allesammen, når vi går forsteninger og andre fund igennem.
Charles Darwin var klar over svagheden i sin teori. I kapitel 9 i “Arternes oprindelse” indrømmer han, at der er flere alvorlige indvendinger imod hans synspunkter. Darwin pejer selv på 3 problemer:
1. Mangel på mellemformer!
Videnskaben har prøvet at dække over dette problem ved at tale om “det manglende led”. Som om der kun manglede et mellemled i udviklingslæren. Men der mangler millioner, ja milliarder af mellemformer, hvis en art af dyr skulle have udviklet sig til en anden. Man har aldrig fundet nogle af disse påståede mellemformer. Der er gjort nogle enkelte fund, som tolkes som en mellemform, f.eks. en øglefugl. Den er en fugl med fjer og det hele. Men man påstår, at den er et mellemstadie mellem et krybdyr og en fugl. Det passer ikke!
2. Livet opstår pludseligt i de nederste jordlag.
Darwin er også urolig over det faktum, at trilobitter og søstjerner f. eks. opstår som færdigudviklede dyr i det kambriske jordlag, det nederste med fossiler fra fortiden. Han ville jo helst have fundet nogle primitive overgangsformer, men sådan er det altså ikke. Gud skabte alle arter på meget kort tid. Det passer sammen med de observationer, vi gør i naturen.
3. Jorden er ikke gammel nok!
Hvis fuldt udviklede individer findes i de nederste jordlag, så har udviklingslæren endnu et problem. Disse dyr må have udviklet sig på et endnu tidligere tidspunkt. Men det er jorden ikke gammel nok til ud fra de tidsskemaer, man har udregnet. Senere får man også problemer, men så siger man, at udviklingen må være gået i spring og sprunget mange led af mutationer over. Forskerne har store problemer med menneskets udvikling. De fund, der gøres, passer ikke ind i teorien. Derfor er man begyndt at tale om disse spring i udviklingen, for ellers hænger teorien ikke sammen med fundene. Det er klart, at de ikke gør det. Ifølge Bibelen blev mennesket skabt på den 6. skabelsesdag sammen med dyrene. Derfor kan man ikke finde de beviser for udviklingslæren, som man i 150 år gerne har villet finde.
Kloge mænd kan også tro
To kendte, danske videnskabsmænd bekendte sig til den bibelske forklaring på livets oprindelse.
Professor Eugenius Warming (1841-1924), botaniker ved Københavns Universitet, udtalte sig meget sikkert om sin personlige tro:
“Videnskaben kender intet eksempel på, at levende væsener er opstået forældreløse, af det livløse stof. Videnskaben har ikke rokket ved Bibelens første ord: “I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.””
Rektor Knuth Winterfeldt, Danmarks Tekniske Højskole, sagde mens han levede: “Naturvidenskaben beskriver naturen, den forklarer den i sidste instans ikke. Til sidst vil den stoppe op ved fænomener, der er så grundlæggende, at de ikke kan forklares ved noget andet, - og her holder så naturvidenskaben op med at spørge, fordi videnskabelige svar er udelukkede. . . Det er nøjagtig lige så berettiget at tro, at liv kun kan opstå . . . ved direkte indgriben af Gud, som at tro, at det kan opstå af sig selv.”
Darwins Dilemma
- citeret fra kapitel 9 i bogen “Arternes oprindelse”.
Jeg tilstår, at jeg aldrig ville have fået mistanke om, hvor fattig vor viden i de bedst bevarede geologiske sektioner var, havde ikke manglen af utallige mellemformer mellem de arter, som levede i begyndelsen og slutningen af hver formation, tynget så hårdt på min teori.
Darwin: “Arternes oprindelse”, bind 2, side 347. Jørgen Paludan Forlag, 1981.
Som en følge heraf er det, dersom teorien er sand, uomtvisteligt, at før de laveste silurske eller cambriske lag blev aflejrede, hengik der lange perioder, lige så lange eller sandsynligvis meget længere end der er fra den cambriske periode til den dag i dag, og i disse lange tider vrimlede verden af levende skabninger.
Her møder vi en frygtelig indvending, thi det synes tvivlsomt, hvorvidt Jorden længe nok har været i en tilstand, der gjorde den skikket til at bebos af levende skabninger.
Darwin: “Arternes oprindelse”, bind 2, side 352.
Udviklingslæren benytter sig meget af sandsynlighedsbeviser. I fostertilstanden ligner mange dyr med rygsøjle et menneskefoster. Dermed skulle mennesket være udviklet fra et individ, som er stamfader til alle hvirveldyr. Tror man på Bibelen og en Skaber, så betyder ligheden mellem hvirveldyrenes fostre, at det er den samme arkitekt, som står bag! Gud har skabt både dyr og mennesker.